handel med krydderier en en tillidssag

Det er nemt at tilbyde billige krydderier. Men så svarer indholdet sjældent til forventningerne.

Hos Dirach/Scandeco handles der med krydderier, kaffe og the af allerhøjeste kvalitet, fra hele verden. Og sådan har det været lige siden den nuværende ejers far grundlagde virksomheden i 1928. Kunderne er hele den danske fødevareindustri, hvad enten det drejer sig om kød, fisk eller bageriprodukter.  Mange af kunderne får fremstillet specielle blandinger, og virksomheden har over tusind sådanne opskrifter liggende klar. En betydelig del af omsætningen går til eksport.  – Det er meget vigtigt at man har tillid til hinanden når det drejer sig om handel med krydderier. Vi har kunder som var med fra starten for 80 år siden. Det betyder stadigvæk meget at man passer sine kunder ordentligt. I mange år har det i branchen lydt at ”den mere kloge narrer den mindre kloge”, for når man køber varer i Østen ved man ikke hvad man får, hvis man ikke kender sin leverandør, fortæller direktør Kurt Dirach.

Importerer og producerer

Langt over halvdelen af produktionen eksporteres fra lageret i Karlslunde. Der krydres mellem 60.000-70.000 tønder islandske sild hvert år med krydderier fra Dirach/Scandeco. Virksomhedens leverandører er producenter som Direktør Kurt Dirach, og hans far før ham, har handlet med i mange år. Eksempelvis har man anvendt den samme indiske karryleverandør i over 60 år. – Lige så vel som vore kunder stoler på os, stoler vi på vore gamle forbindelser. Især findes der mange svindelfirmaer i Holland,Tyskland og Singapore. Alene i Singapore – som er på størrelse med Falster – findes der 220 krydderi virksomheder, og mange lever af at sammenblande ting, som egentligt ikke burde blandes sammen. Man bør kun handle med de virksomheder man kan stole på, siger Direktør Kurt Dirach.
Lugter sig til den gode kvalitet
For Direktør Kurt Dirach er de vigtigste redskaber smags- og lugtesans, når han skal bedømme krydderiers kvalitet. Ofte anvender politiet ham som ekspertvidne i forbindelse med svindelsager. Således også i en sag vedrørende safran. Da politiet dukkede op medbringende en kuffert fuld, behøvede Direktør Kurt Dirach blot lugte til den lukkede kuffert for at afgøre at indholdet var gurkemeje.