|
|
kampen om krydderierne
I årtusinder har mennesket rejst, kæmpet og betalt for at få del i de kostbare krydderier.
Disse eksotiske varer fra det fjerne østen var ligeså eftertragtede som det pure guld og blev fragtet ad de ældgamle handelsruter tit Europa.
Silkevejen fra Kina, hvor kamelkaravanerne stred sig gennem gloende ørkener og isnende bjergpas helt til middelhavets kyst, styredes at arabiske købmænd gennem hele oldtiden.
Men også til søs fandt krydderierne vej fra Indonesien og Indien; I 1480’erne fandt portugiserne søvejen sydom Afrika, og allerede få årtier etter oprettede de overherredømme over ”Krydderierne” (Motukkerne) og sikrede sig monopol på muskatnød og kryddernelliker i de følgende 100 år.
Til gengæld fandt spanierne de nye krydderier chili, vanille og allehånde i Amerika og Vestindien, hvor Christopher Columbus landede i 1492 i den tro, at det var Indien han var nået til.
Ingen handel uden krig - og ingen krig uden handel. Portugiserne og spanierne måtte langsomt overgive magten over krydderierne til englænderne, franskmændene og hollænderne, der som effektive kolonimagter oprettede ostindiske kompagnier og satte krydderitransporterne i system til rendyrket rovdrift.
Krydderierne blev udover at forfine madlavningen anvendt til så forskellige formål som elskovs- og lægemidler, konservering og balsamering.
I Rom beklagede Plinius den Ældre sig i år 70 over de enorme mængder guld, der fossede ud af imperiets skatkammer: ”Efter allerlaveste vurdering trækker Indien og Arabien hvert år 100 millioner sestertser ud af vort imperium - så dyrt betaler vi for vor luksus og vore kvinder.”
