Morten Luther forbandede krydderierneMorten Luther forbandede krydderierne
At krydderier ikke er nogen moderne opfindelse, fremgår af at de ældgamle papyrusruller fortæller, at dild og fennikel voksede vildt i Ægypten, timian i den sandede jord om Babylon – og i bibelen tales om mynte, dild og kommen. I Odyseen besynges selleri højt.
Allerede 2000 år f.k.f. fandtes der en livlig handel med kanel, safran og peber i de gamle kulturlande (Kina, Indien og Ægypten), men der kom først system i handelen, da babylonierne fattede interesse for varerne.
Så vidt vides er kanel verdens ældst kendte krydderi. Det omtales år 2500 f.k.f. i de kinesiske lærebøger – og det blev senere så beundret i middelaldertiden , at dette krydderi blev brugt som hædersgave til paver og fyrster. Peberet – som stammer fra Indien – omtales første gang i de hippokratiske skrifter.
Da det nåede frem til Rom, nåede det her en umådelig popularitet – så højt blev det vurderet, at det blev opvejet med det pureste guld. Også Barbarerne skattede det højt. Da gotherkongen Alarik erobrede Rom år 409, forlangte han foruden purpur og guld også 3.000 pund peber, som han senere kunne bruge som betalingsmiddel. De venezianske købmænd, der dominerede peberhandelen i middelhavsområdet, holdt i mange år priserne kunstigt oppe ved kun at tilføre markedet begrænsede mængder. Udtrykket ”pebrede priser” stammer fra denne periode.
Krydderiplanterne er ikke sjælden identiske med lægeplanter – og dette er et forhold som bla. Medførte, at det var de sydlanske munke, der førte krydderierne til Skandinavien. Hvert kloster havde sin urtehave, og derfra bredte ideen med urte- og køkkenhaver sig videre i befolkningen. Også muskat, nellike og ingefær kom på mode i Middelalderen.
De blev så eftertragtede, at både Morten Luther og Ulrich Hutten i taler og skrifter advarede befolkningen mod nydelsen af herlighederne. Morten Luther reagerede voldsomt mod krydderierne som værende mod Bibelen bud – og lægerne skred senere ind og betegnede dem som direkte sundhedsfarlige.
Der opstod imidlertid voldsomme handelskampe mellem handelshusene. Vold og mord var ikke sjældent resultaterne af disse stridigheder.
Når brugere af krydderier tog så voldsomt et opsving, skyldtes dette rimeligvis manglen på friske grønsager om vinteren – og ikke mindst datidens absolutte mangel på kendskab til effektiv konservering.
Saltkonservering var den eneste metode man kendte – og man kan næppe fortænke middelalderens folk i, at de fiksede lidt vel rigeligt på den flade saltmad med krydderier.
I vores dage er man for længst kommet over dette stadium hvor man betragter krydderier som skadelige… men trods dette står vi i dag mere fremmede overfor brugen af krydderier end blot for 100 år siden.
